EM 2001/27

 

Bemærkninger til forslag til landstingsforordning om aktivering af ledige

 

Almindelige bemærkninger

Under Landstingets forårssamling 2001 blev Landstingsforordning nr. 4 af 31. maj 2001 om revalidering vedtaget til ikrafttræden den 1. januar 2002.

Som konsekvens heraf skal der foretages rettelser i gældende landstingsforordning om aktivering af ledige, så der ikke er to sæt lovregler, der regulerer samme forhold.

Den nuværende landstingsforordning om aktivering af ledige giver mulighed for en aktiverende indsats i form af:
1) uddannelse, herunder efteruddannelse og omskoling,
2) beskæftigelse i et kommunalt beskæftigelsesprojekt eller
3) ansættelse med løntilskud på det ordinære arbejdsmarked.

For så vidt angår punkt 3) hører denne aktiverende indsats hjemme i revalideringsforordningen, da der må være forhold hos den ledige som betyder, at vedkommende ikke kan opnå ansættelse på normale vilkår. Tilsvarende gælder for omskoling, at også sådanne foranstaltninger fremover skal ske i henhold til landstingsforordning om revalidering.

Beskæftigelse i et kommunalt projekt vil derimod være relevant for den ledige, der umiddelbart kan gå ind på arbejdsmarkedet, men hvor problemet er, at der ikke findes en arbejdsplads til vedkommende. Betegnelsen beskæftigelsesprojekt er ændret til aktiveringsprojekt for at gøre det tydeligt, at projektet etableres i henhold til Landstingsforordning om aktivering af ledige.

Som konsekvens af ovenstående er kapitel 4 i den nuværende landstingsforordning blevet fjernet. Der er foretaget enkelte rettelser i de øvrige bestemmelser, som vil fremgå af bemærkningerne til de enkelte paragraffer.

Den hidtidige henvisning til klageadgang efter bestemmelserne i landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation er fjernet, da landstingsforordningen ikke er del af det sociale regelsæt og derfor ikke omfattet af den nævnte klageadgang. Aktivering af ledige er en arbejdsmarkedsforanstaltning, der ikke er fastsat klageregler for.

Forslaget forventes ikke at medføre forøget administration for hverken kommunerne eller Landsstyret i forhold til den gældende landstingsforordning.

Forslaget forventes heller ikke at medføre økonomiske konsekvenser for Landskassen eller kommunerne. Kommunernes besparelse ved fjernelse af løntilskudsordningen modsvares af oprettelse af lignende ordning i revalideringsforordningen.

Forslaget har været til høring internt i Hjemmestyret, hos KANUKOKA, faglige organisationer og Grønlands Arbejdsgiverforening, De indkomne høringssvar har ikke givet anledning til ændringer i forslaget, men der er tilføjet en del flere bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

 

Til § 1

Bestemmelsen fastlægger formål og anvendelsesområde for landstingsforordningen, og er ændret i overensstemmelse med det ændrede anvendelsesområde efter vedtagelse af landstingsforordning om revalidering.

 

Til § 2

Bestemmelserne i § 2 er uændrede i forhold til gældende landstingsforordning, bortset fra at bestemmelsen om omskoling er fjernet.

Som udgangspunkt vil der kunne ske aktivering gennem enhver tænkelig uddannelse, hvilket vil sige såvel de kendte egentlige uddannelsesforløb som efteruddannelseskurser, der etableres ved siden af det egentlige uddannelsessystem.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2 giver Landsstyret kompetence til at fastsætte hvilke uddannelser og kurser, der vil kunne ske optagelse på, og hvilke betingelser, der skal være opfyldt herfor.

 

Til § 3

Bestemmelserne i § 3 er uændrede i forhold til gældende landstingsforordning.

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at såfremt der er tale om optagelse på en uddannelse eller et kursus, der er støtteberettigende i henhold til anden lovgivning, vil den aktiverede ledige være berettiget til den støtte, der er fastsat for pågældende uddannelse eller kursus. Udbetaling af støtte og finansiering heraf følger således, for så vidt angår uddannelser inden for det ordinære uddannelsessystem, de herom fastsatte regler.

Stk. 2 omhandler de uddannelser og kurser, der ikke er støtteberettigende. Det fastslås her, at uddannelseshjælpen skal svare til uddannelsesstøtten for tilsvarende uddannelser eller kurser. I modsætning til optagelse i uddannelse eller kursus inden for det ordinære uddannelsessystem er det i henhold til finansieringsbestemmelsen i forordningens § 16 kommunerne, der skal afholde udgifterne til studiehjælp, for så vidt angår uddannelser og kurser, der er omfattet af stk. 2.

Bestemmelsen vil navnlig finde anvendelse ved deltagelse i enkeltfagskurser af under 20 timers varighed pr. uge, hvor betingelsen for modtagelse af studiestøtte ikke er opfyldt.

 

Til § 4

Bestemmelsen, der svarer til nuværende landstingsforordnings § 4, giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at ansætte ledige i kommunale aktiveringsprojekter,

Bestemmelsen i stk. 2 definerer begrebet "kommunale aktiveringsprojekter", og definitionen er uændret i forhold til den gældende landstingsforordnings § 4, stk. 2. Der skal være tale om projekter, som udelukkende er finansieret af en eller flere kommuner. Der kan således ikke ske hel eller delvis finansiering fra private eller Grønlands Hjemmestyre.

 

Til § 5

Bestemmelsen, der svarer til den nuværende landstingsforordnings § 5, omhandler de minimumsforudsætninger, der generelt må være opfyldt for et projekt. Kommunalbestyrelsen har herved pligt til at sikre sig, at projekterne har et acceptabelt kvalitetsniveau.

For så vidt angår kravet om overordnet projektstyring kan denne eksempelvis foretages af en særlig nedsat projektstyregruppe med repræsentanter fra de forvaltninger, der varetager projektets overordnede styring. Projektstyregruppens referencegruppe kan enten være kommunalbestyrelsen, et stående udvalg eller et ad hoc udvalg.

For så vidt angår kravet om en daglig projektledelse, vil denne bedst kunne varetages af en til formålet ansat projektleder. Der er dog ikke noget til hinder for, at den daglige projektledelse varetages af en person, der i forvejen er ansat i kommunen, når blot denne person i praksis også varetager de daglige ledelsesopgaver.

Kravet om, at projektet løbende skal evalueres i projektstyregruppen, og at projektstyregruppen skal føre tilsyn med projektet, kan bedst sikres ved, at der fastlægges faste procedurer for projektstyregruppens rapportering om projektet til gruppens referencegruppe.

 

Til § 6

Bestemmelsen vedrører høringspligt i forbindelse med iværksættelse af et projekt. Bestemmelsen svarer til § 6 i den nuværende landstingsforordning.

Det er de faglige organisationers hovedorganisationer, der skal høres. Baggrunden for dette er, at hovedorganisationerne skønnes at være bedst egnede til at udtale sig om de forhold, der skal foretages høring om. Hovedorganisationerne vil kunne forelægge sagen til udtalelse for de lokale organisationer, forinden endelig udtalelse afgives.

De organisationer, der skal høres, vil alene være de organisationer, der må antages at have interesse i projektet, hvilket typisk vil være S.I.K. og Grønlands Arbejdsgiverforening, men det vil også kunne være andre faglige organisationer.

Som hidtil er der alene tale om en høringsprocedure og således ikke nogen godkendelsesprocedure.

 

Til § 7

Bestemmelserne svarer til den gældende landstingsforordnings § 7 og har til formål at præcisere, at etablering af aktiveringsprojekter ikke må ske på bekostning af eksisterende arbejdsplader. Det tidligere anvendte begreb "produkter" er ændret til "varer" i overensstemmelse med almindelig sprogbrug.

 

Til § 8

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende landstingsforordnings § 8.

Den gældende landstingsforordnings § 9 om, at kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre sig, at der anvendes grønlandske råvarer og halvfabrikata er fjernet, da det må være op til kommunalbestyrelsen at anvende de mest hensigtsmæssige produkter ud fra såvel økonomiske som samfundsmæssige betragtninger.

 

Til § 9

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende landstingsforordnings § 10.

Bestemmelsen skal sikre, at den ledige ikke aktiveres i et aktiveringsprojekt, som vedkommende af helbredsmæssige eller andre personlige årsager ikke kan klare. Det skal f.eks. ikke være muligt at aktivere en fysisk svag person i et projekt, som kræver mange kræfter eller at aktivere en enlig forælder i et projekt hvor mødetiden ikke passer med daginstitutionernes åbningstider.

 

Til § 10

Bestemmelsen er i overensstemmelse med den gældende landstingsforordnings § 11, bortset fra at bestemmelsen om, at rådighedsforpligtelsen ikke gælder for formænd, instruktører og lignende er fjernet. Disse personer vil normalt ikke være ansat med projektmidler, men på almindelige ansættelsesvilkår.

Bestemmelsen, om at rådighedsforpligtelsen ikke gælder under et af projektet omfattet uddannelsesforløb, er opretholdt. Med uddannelsesforløb menes navnlig deltagelse i kurser, finansieret af AEB-midler. Disse kurser arrangeres og betales af KIIIP.

 

Til § 11

Bestemmelsen svarer til den gældende landstingsforordnings § 12. Bestemmelsen, om at lønnen er incl. feriepenge, er fjernet, da det følger af § 13, at ansættelse sker på de almindeligt gældende ansættelsesvilkår.

Aflønningen i projektet vil svare til mindstelønnen inden for S.I.K.-området for ikke-faglærte, da der typisk vil være tale om et fagområde, som den ledige ikke umiddelbart forudgående har været beskæftiget inden for. Ved at bestemme at aflønningen sker i henhold til den enhver tid gældende mindsteløn, er der skabt sikkerhed for, at den aktiveredes løn reguleres ved nye overenskomster og eventuelt med tilbagevirkende kraft.

 

Ad § 12

Efter den gældende forordning skal der for personer med ret til takstmæssig hjælp tages hensyn til omfanget af den aktiveredes tidligere beskæftigelse. Denne bestemmelse er fjernet for at gøre ordningen administrativt nemmere. Det er kommunen, der bestemmer det ugentlige timetal i aktiveringen.

Mindstekravet om 20 timer svarer til nuværende landstingsforordning. Det sikrer, at personer i aktivering skal have deres hovedbeskæftigelse ved lønarbejdet.

 

Til § 13

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende landstingsforordnings § 14 og sikrer, at den aktiverede rent ansættelsesretligt får samme vilkår som øvrige personer på arbejdsmarkedet. At vedkommende er ansat, medfører endvidere, at der optjenes ret til ferie og feriepenge i overensstemmelse med Ferieloven.

 

Til § 14

Bestemmelsen er i overensstemmelse med den gældende landstingsforordnings § 24.

Bestemmelsen i stk. 3 angiver minimumsomfanget af den statistik, som kommunerne skal indberette. Som hidtil er der alene tale om minimumskrav, og med bestemmelsen i stk. 5 har Landsstyret fortsat mulighed for at fastsætte såvel indholdet af som formen for den statistiske indberetning.

I lighed med øvrig lovgivning er indberetningsstedet angivet som Landsstyret og ikke som et bestemt landsstyremedlem eller direktorat. Det tilsvarende gælder for bemyndigelsesbestemmelsen. Landsstyret har ikke hidtil benyttet sig af bemyndigelse til at udstede nærmere regler for indberetningens form og indhold.

 

Til § 15

Bestemmelsen svarer til § 25, stk. 1 i den gældende landstingsforordning. Dog foreslås bestemmelsen om, at pågældende vil kunne få supplerende hjælp efter landstingsforordning om hjælp fra det offentlige, fjernet, da muligheden for dette er til stede for alle, såfremt betingelserne herfor er opfyldte.

Bestemmelsen skal sikre, at den ledige i aktivering ikke stilles ringere end vedkommende var, førend aktiveringen blev iværksat, hvor den pågældende modtog takstmæssig eller offentlig hjælp.

 

Til § 16

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende landstingsforordnings § 26.

 

Til § 17

Bestemmelsen fastslår ikrafttrædelsestidspunktet og overgangsbestemmelser. For personer i uddannelsesforløb eller kommunale aktiveringsprojekter vil der ikke være nogle ændringer, da bestemmelserne i de to forordninger er enslydende, for så vidt angår den enkelte persons rettigheder og pligter.

For en person i ansættelse med løntilskud efter den gældende forordning bør det overvejes, om vedkommende skal afslutte det igangværende forløb eller overføres til fortsættelse i et revalideringsforløb.

Der er ikke udstedt bekendtgørelser eller andre administrative forskrifter, der skal ophæves eller videreføres ved denne landstingsforordnings ikrafttræden.